ÆBLER OG BLEGSELLERI MED SOLBÆR
Æblecider-eddike er en mild eddike, som passer godt til honningen i dressingen. Salaten passer fint til frikadeller og farsretter, til røget kød og vildt, f.eks. sommerbuk og som tilbehør til osteanretninger.
500 g (ca. 3 stk.) grønne spiseæbler
150 g (ca. 3 stængler) blegselleri
50 g solbær (friske eller frosne)
Æblecider-honningdressing.
1½ spsk. æblecidereddike
1½ spsk. flydende honning
salt og peber.
Evt. frosne solbær optøs, helst natten over i køleskab, så safter de mindst. Saften sies fra. Dressingen blandes. Æblerne skæres i tynde både og vendes straks i dressingen. Blegselleri skæres i tynde skiver og blandes med æblerne. Råkosten anrettes i et fad og solbærrene drysses over lige inden serveringen.